ForsideOpholdKursuscenterPriserInfoNyhederKontaktHavevenner

Unikt mødested for glæde og rekreation

DSC_8886_edited -1

Rådmanden for Sundhed og Omsorg er begejstret for resultaterne på Saxild Strand

 "Saxild Strand er unik. Det er lækkert at kommunen har sådan et sted, hvor man kan komme ned og rekreere sig efter for eksempel en operation eller et længerevarende sygehusophold. Det er jo helt vild luksus," siger Jette Skive (DF), Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

"Det er en lise for sjælen at være på Saxild Strand, både det at være i huset, som har en historie, og bevæge sig i naturen. Begge dele giver ro og har en helbredende effekt".

Og så møder man andre mennesker, som man kan dele glæder, oplevelser og erfaringer med.

 

Erfaringsudveksling, glæde og livskvalitet
"Nogle har børn i Amerika, andre har mistet kontakten til deres børn. Ved at tale med andre kan de dele viden og måske på den måde komme videre i deres liv".

Jette Skive har under sine besøg, bl.a. sammen med medlemmer af Alzheimerforeningen og på et wellnesshold, bemærket hvordan stedets engagerede medarbejdere er med til at give stedet sjæl -  og den dejlige mad er medvirkende til at sprede glæde, samt give gæsterne øget livskvalitet og hurtigere helbredelse.

 

"Wellnessopholdene er helt fantastiske - med dæmpet belysning, stearinlys, dufte, massage, bade og hvad ved jeg," fortsætter rådmanden. Hun ser Saxild Strand som et pragtfuldt og rekreativt sted, hvor også pensionister i plejeboliger nu kan komme på ferie. Også borgere som ikke er vant til at komme væk hjemmefra og ud på ferie.

 

Flere beboere fra plejeboliger på ferie
"Det er jeg vildt begejstret for, og jeg er indstillet på at drøfte med Saxild Strands ledelse om der måske skal tilføres ekstra ressourcer, så Saxild Strand kan modtage en bredere gruppe borgere. Hvis det er mere personale, Saxild Strand har brug for, er det noget vi må prøve at få rettet ind i en aftale," fortsætter rådmanden.

Udgangspunktet for at gæste Saxild Strand er nemlig ellers, at man er selvhjulpen. Derfor har de ferierende beboere fra plejeboligerne deres eget plejepersonale med sig hjemmefra til at hjælpe med bl.a. påklædning, bandageskift m.v.

"Det er noget jeg gerne ser mere af, men ellers sidder jeg ikke med konkrete udviklingstanker for stedet. Det må være personalets kreativitet, der blomstrer dér," understreger rådmand Jette Skive, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Hun ser gerne at personalet på Saxild Strand, som har fingeren på pulsen,  gennem en fornyet aftale får større frihedsgrad til at udvikle tanker og kreative idéer, der kan gøre Saxild Strand til et endnu bedre sted for endnu flere grupper - for eksempel gennem udlejning til foreninger.